Reese får comeback i den gule trøje

Endnu en gang har AC Horsens lejet Søren Reese i FC Midtjylland

Fodboldklubben AC Horsens har endnu en gang sikret sig en lejeaftale med Søren Reese.

Forsvarsspilleren er dermed atter at finde på Langmarksvej - denne gang på en lejeaftale frem til sommeren 2021.

- Som type passer Søren Reese godt ind i AC Horsens, for han har menneskelige og fodboldmæssige egenskaber, vi sætter stor pris på, og han har været her før, så han kan integreres fra dag ét, siger sports- og talentchef i AC Horsens, Niels Erik Søndergård, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi får gavn af ham allerede fra på mandag, når han starter træningen, og vi får en spiller, der kommer med masser af erfaring, er en ledertype og sætter en ære i at forsvare. Vi arbejder på at skærpe konkurrencen i truppen generelt, og vi får en dygtig midterforsvarer ind, der stiller krav til sig selv og sine omgivelser.

Kan have gavn af hinanden

27-årige Søren Reese var senest i Horsens på en lejeaftale - ligeledes fra FC Midtjylland - tilbage i sæsonen 2018-2019. 

- For mig var det meget enkelt, da vi begyndte at snakke sammen. Jeg har tidligere haft en rigtig god tid i klubben og har selvfølgelig fulgt med, og vi kan have stor gavn af hinanden. lyder det fra Søren Reese. 

Én ting tæller

Han skal i foråret forsøge at få vendt tingene i AC Horsens, som overvintre på en 11. plads i 3F Superligaen med blot seks point efter 13 runder.

- Der er kun én overskrift i foråret, og det er overlevelse, og det vil jeg sindssygt gerne bidrage til. AC Horsens og jeg har mange af de samme værdier, og jeg havde det godt med alle mennesker i klubben, da jeg var der i et år for ikke så længe siden. Jeg er sulten og glæder mig til at spille kampe og gøre en forskel, siger Søren Reese.

Søren Reese og resten af holdet åbner forårssæsonen den 2. februar med en udekamp mod Randers FC.