Horsens mod Randers - igen!
Lokalopgør i pokalturneringen
AC Horsens og Randers FC skal igen krydse klinger i pokalturneringen i fodbold.
Det står fast, efter at Dansk Boldspil-Union torsdag trak lod til tredje runde i DBU-Pokalen, som er turneringens officielle navn.
Netop AC Horsens og Randers FC mødte i foråret hinanden i semifinalerne i sidste sæsons turnering. Her endte Randers som samlet vinder og kvalificerede sig dermed til finalen i Parken.
Foruden Horsens og Randers var også AGF og Silkeborg med i bowlen under torsdagens lodtrækning.
AGF skal i næste runde møde Brønshøj, mens Silkeborg på udebane møder HB Køge. Silkeborg skal dog først besejre AaB i anden spillerunde for at komme i kamp mod sjællænderne.
Samtlige kampe i tredje runde bliver som udgangspunkt spillet tirsdag den 24. eller onsdag den 25. september.
Udvalgte kampe i tredje spillerunde:
Viby/FC Djursland - Vendsyssel/FC Midtjylland
AC Horsens - Randers FC
Brønshøj - AGF
HB Køge - Silkeborg/AaB