Horsens-cheftræner revser sen straffesparkskendelse
Bo Henriksen var på ingen måde tilfreds med det dømte straffespark, der endte med at koste sejren mod Esbjerg.
AC Horsens fik mandag 1-1 hjemme mod Esbjerg, og kampens helt store samtaleemne var en straffesparkskendelse i de døende minutter af kampens tillægstid, der endte med at koste sejren for Horsens.
Horsens-forsvarsspiller Alexander Ludwig gled ned i en tackling, og en aflevering fra en Esbjerg-spiller ramte den arm, som Ludwig støttede med mod jorden.
Cheftræner for AC Horsens Bo Henriksen var efter kampen klar i mælet omkring situationen, som blev dømt af kampens dommer, Jakob Kehlet.
- Der var ikke i nærheden af straffespark. Det ved han også godt, fastslår Bo Henriksen.
For lidt tid siden var cheftræneren og resten af Horsens-mandskabet til et møde med dommerne i Superligaen for at få forklaret de nye regler, som trådte i kraft i denne sæson.
- Jakob Kehlet var selv med til de møder, hvor vi fik klarlagt om de nye regler for hånd på bolden, så det kan han ikke undgå at vide, siger den skuffede cheftræner.
- Det var en kæmpe fejldom, og det var kun dommeren, der kunne fratage os sejren, siger Bo Henriksen.
Enig med sin træner
Alexander Ludwig, der begik straffesparket, var efter kampen enig med sin træner omkring situationen.
- Der skulle slet ikke været dømt straffespark og slet ikke i forhold til de nye regler.
- Det var meget tilfældigt, at bolden ramte min arm, og jeg brugte den ikke til at afværge noget eller gøre mig større, forklarer Ludwig.
Jakob Kehlet og resten af dommerteamet, som blev siddende længe i omklædningsrummet efter kampen, afviste at udtale sig til tv og den skrivende presse omkring situationen.
VIDEO: Hvordan scouter en superligaklub som Randers FC de helt rigtige spillere? Få svaret i videoen nedenfor: