Fodboldtumult: Aarhus-pige faldt fra tribunen efter knytnæveslag
Der var tumult efter fodboldkampen i Horsens fredag aften. En 24-årig kvinde fra Aarhus faldt bagover fra tribunen efter slag i ansigtet.
Fansene fra Brøndby var langt fra tilfredse, da Horsens sent under fodboldkampen fredag aften udlignede og dermed ødelagde gæsternes mulighed for at vinde mesterskabet.
Flere vrede tilskuere stormede ind på banen og maskerede sig med deres trøjer.
Under tumulten ved kampens afslutning blev en 24-årig kvinde fra Aarhus ramt af et knytnæveslag i ansigtet. Slaget betød, at hun fik overbalance og faldt bagover ned ad tribunen og slog sig på trappen.
- Kvinden var ikke i slåskamp. Hun var blot til stede på stadion, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Klaus Hansen.
- Om det har været en bevidst handling at hun blev ramt af knytnæveslag eller om hun blev ramt tilfældigt ved vi ikke.
Læs også
Slap med knubs
Ifølge politiet kom kvinden heldigvis ikke alvorligt til skade. Hun kom på skadestuen til undersøgelse og blev siden udskrevet, fortæller Klaus Hansen, der beskriver hendes skader som et blåt øje.
- Episoden er oprettet som en voldssag og bliver efterforsket sådan. Det betyder, at kvinden skal afhøres igen og så ser vi på, om der var vidner og eventuel overvågning, forklarer Klaus Hansen.
Seks anholdte
Sammenlagt blev der fredag aften anholdt seks personer i forbindelse med fodboldkampen i Horsens.
Alligevel er Sydøstjyllands Politi overordnet godt tilfredse med afviklingen af fredagens fodboldkamp.
- Langt de fleste kom for at få en god fest og var derfor indstillede på at opføre sig stort set hensigtsmæssigt, siger Lars Peter Madsen vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.
- Og de, der ikke helt kunne opføre sig ordentligt - ja, dem tog vi os så af.