Brøndby-fans trodsede forbud: Horsens-direktør kritiserer dom
Horsens-direktør Kristian Nielsen mener, at det var umuligt at efterleve dommen fra Fodboldens Appelinstans.
Da Brøndby og AC Horsens mødte hinanden i maj sidste år, løb en flok Brøndby-fans på grønsværen efter en dramatisk afslutning i en kamp, hvor klubben fra Vestegnen smed mesterskabet.
Læs også
Fodboldens Appelinstans besluttede efterfølgende, at Brøndby ikke måtte have fans med til denne sæsons kamp i Horsens, som blev spillet søndag aften.
Både Horsens og Brøndby har været klar i mælet om, at Brøndby-fans skulle holde sig væk fra stadion, men ved Brøndbys scoringer i 3-1-sejren i Horsens var det tydeligt, at adskillige fans havde sneget sig ind alligevel.
Ifølge AC Horsens’ direktør, Kristian Nielsen, så var dommen fra Fodboldens Appelinstans umulig at arbejde med, da man ikke kan se, hvem fansene reelt holder med, når de kommer i civilt tøj.
- Det hjælper jo ikke noget, når vi ikke kan se ind i hjertet på folk, hvem de holder med. Det vidner endnu engang om, i min optik, hvor håbløs og besværlig en dom det er.
- Da Fodboldens Appelinstans afsagde denne helt umulige dom, så glemte de at sende den skanner med, som skal vise, hvilket tilhørsforhold fansene har, siger Kristian Nielsen.
500 Brøndby-fans havde taget turen
Direktøren mener, at det var uundgåeligt, at der var Brøndby-fans til stede, og han gav et forsigtigt gæt på, at der var omkring 500, der havde taget turen.
Selv om østjyderne på forhånd havde meldt ud, at de kunne blive bortvist fra stadion, hvis de viste tilhørsforhold til Brøndby, så fik fansene umiddelbart lov at blive.
- Det var en vurderingssag af de sikkerhedsansvarlige. Brøndby havde en sikkerhedschef på plads sammen med vores sikkerhedschef, og et eller andet sted så er det allervigtigste, at det sker under trygge omstændigheder.
- Der var forholdsvis ro på ud fra, hvad jeg kunne se, men jeg synes stadigvæk, at det er en skam, at Brøndby-fansene, der kom, ikke efterlevede den dom, der er blevet afsagt, siger han.
Brøndbys cheftræner, Martin Retov, forklarede efter kampen, at han ikke frygter, at Brøndby kan blive straffet yderligere for, at der var tilskuere, der holdt med holdet til søndagens kamp.
Ud over at Brøndby ikke måtte have fans med til kampen i Horsens, så fik begge klubber også en bøde på 50.000 kroner.
VIDEO: TV 2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper havde forudset, at AC Horsens kunne få point mod Brøndby. Desværre tog han fejl. Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update' her: