Borring passer perfekt i Horsens: Ser mig ikke som et scoop
AC Horsens' nye profil havde regnet med at slutte karrieren i Midtjylland, men mangel på spilletid fik ham til at rykke østpå
Jonas Borring fik fredag sin debut for AC Horsens, da Superligaforåret blev indledt på CASA Arena med besøg fra Borrings tidligere klub, FC Midtjylland. En klub han egentlig troede, han ville slutte karrieren i.
Det vender vi tilbage til senere.
Den 33-årige kantspiller startede inde for Bo Henriksens mandskab og spillede alle 90 minutter. Det var en tiltrængt oplevelse, for i den sidste tid i Herning var rollen nemlig primært som sporadisk indskifter.
- Sidste gang jeg spillede 90 minutter på højt plan var i den sidste kamp i Europa (for FC Midtjylland mod Apollon FC, red.) i slutningen af august. Det er et halvt år siden, og selvfølgelig kan jeg mærke det. Men jeg er også sikker på, at de 90 minutter jeg fik (i fredags mod FC Midtjylland, red.) de kommer til at gavne mig rigtig, rigtig meget, når jeg lige får endnu flere minutter i benene, fortæller Jonas Borring.
Trives med presset
Udefra set kom det nærmest ud af det blå, da AC Horsens i starten af januar kunne præsentere Jonas Borring. En spiller med 6 A-landskampe på CV'et, der i mere en 10 år har været en profil i Superligaen, hvor han har optrådt for OB, FC Midtjylland, Randers FC og Brøndby.
Dermed er han den spiller i AC Horsens, der har mest at vise frem, når CV'et åbnes, og da skiftet blev officielt kaldte manager Bo Henriksen ham endda for et scoop for klubben. Jonas Borring lader sig dog ikke tynge af presset.
- Jeg har det rigtig fint med, at der er det her pres. Jeg har også store forventninger til mig selv og forventer sindssygt meget af mig selv, hver gang jeg går på banen.
- Jeg ser ikke mig selv som et scoop. Jeg valgte at skifte til Horsens, fordi der ikke var meget spilletid i Midtjylland, specielt efter vi lavede systemet om. Og der synes jeg måske ikke, jeg var skræddersyet til det.
Passer perfekt til Horsens
- Nu kommer jeg til et system, der passer rigtig godt til mig. Men uanset hvad, så er der ikke nogle garantier for mig. Der er rigtig, rigtig hård kamp om pladserne, også i Horsens. Men jeg ved også, at spiller jeg op til det, jeg kan, så kommer jeg også til at levere rigtig godt.
Da Bo Henriksen og Borring havde haft de første dialoger om skiftet, var der ikke meget tvivl tilbage hos vestjyden, der fik sin fodboldopvækst på Fyn.
- I de møder, vi havde, lagde han rigtig meget vægt på, han gerne ville have en kant, som lå dybt og står lidt bredt. Det havde han manglet, og der synes jeg, at jeg passer perfekt ind. Jeg elsker at stå bredt og elsker at komme til baglinjen og slå indlæg. Mit hovedspil kan også komme til rigtig stor gavn her i forhold til den sidste tid i Midtjylland.
Ikke længere den højeste
Der har været sagt og skrevet meget om AC Horsens imponerende luftvåben og tårnhøje spillere som Mikkel Qvist og Ayo Okosun.
Nu føler Jonas Borring sig faktisk helt lille, når han går på arbejde.
- Jeg er stort set vant til at være den største på holdet, nu er jeg pludselig den syvende i rækken, lyder det med et smil fra Borring.
- Men det er bare fedt, at vi har nogle rigtig høje gutter, og omvendt er det også nogle rigtig gode fodboldspillere.
Havde regnet med at slutte i Midtjylland
Efter fire sæsoner for OB skiftede Jonas Borring i 2008 til FC Midtjylland, hvor han fortsatte med de præstationer, der gav ham landsholdsdebut samme år.
Det blev også til fire sæsoner på MCH Arena, inden han blev hentet til Randers. Efter sagen med Christian Keller i 2016 gik turen til Brøndby, men efter blot én kamp på Vestegnen, rejste Jonas Borring tilbage til Herning.
Og det skifte troede han egentlig ville blive hans sidste som professionel fodboldspiller.
Blå bog: Jonas Borring
Fødested: Ringkøbing
Højde: 193 cm.
Position: Kantspiller
Karrieren i tal:
2003-04: B1913 (16 kampe / 7 mål)
2004-08: OB (86 kampe / 11 mål)
2008-12: FC Midtjylland (121 kampe / 24 mål)
2012-16: Randers FC (76 kampe / 14 mål)
2016: Brøndby IF (1 kamp / 0 mål)
2016-18: FC Midtjylland (44 kampe / 5 mål)
2018-: AC Horsens (1 kamp / 0 mål)
- Jeg havde faktisk regnet med, at jeg nok skulle slutte karrieren i Midtjylland. Jeg havde et fantastisk forår, det hele kulminerede, og jeg spillede på et rigtig højt niveau.
Jonas Borring blev dog ramt af en skade, og efter holdet røg ud af Europa League, røg Borring ud af startopstillingen.
- Trænerne mente, systemet skulle laves om. Og allerede på det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at jeg selvfølgelig kunne spille på en af de tre forreste pladser, men det var ikke lige et super system for mig. For det var meget med, at kanterne skulle ind i banen.
- Jeg gav det en skalle og gjorde alt hvad jeg kunne på træningsbanen. Men jeg må også bare erkende, at vi var inde i en rigtig god periode i efteråret, hvor folk leverede og vi vandt en masse kampe i træk. Men derfor var jeg selvfølgelig stadig uforstående over for, hvorfor der ikke var plads til mere spilletid til mig.
Jonas Borring fyldte i begyndelsen af året 33 år, men alderen var absolut ikke noget, der såede tvivl hos kantprofilen.
- Jeg føler stadigvæk, jeg har en masse at byde ind med rent sportsligt. Jeg synes, jeg har et rigtig højt niveau stadigvæk. Så jeg kunne se logikken i at skifte til Horsens, netop også fordi spillestilen passer mig rigtig godt.
Følte sig ikke en del af Midtjylland
- Man kunne også være blevet i Midtjylland og tænkt, at man måske kunne være heldig at få et mesterskab til sommer. Men omvendt så følte jeg mig ikke som en del af det i efteråret, og jeg synes heller ikke, det ville være fedt at stå og have vundet mesterskabet, hvis man ikke havde en andel i det.
- For mig handler det om at spille en masse fodbold. Jeg havde det rigtig godt i Midtjylland, men det var frustrerende ikke at skulle spille i weekenderne. Derfor har jeg valgt Horsens, og går selvfølgelig også efter at spille hver gang i Horsens.
- Nu har jeg haft en rigtig, rigtig god karriere indtil videre, og jeg er rigtig stolt over det, jeg har præsteret i dansk fodbold. Og så har jeg ikke lyst til at slutte af med at sidde på bænken, når jeg har de kvaliteter, jeg har.
Se hele interviewet med Jonas Borring i afspilleren øverst på siden, hvor han fortæller mere om tiden i FC Midtjylland og de muligheder han ser i AC Horsens.