AGF stopper samarbejde med stor klub: Østjysk konkurrent slår til
FC Skanderborg er fra årsskiftet en del af AC Horsens' klubsamarbejde, efter klubbens kontrakt med AGF ikke bliver fornyet
Der er røre i den østjyske fodbold-andedam på talentområdet. De tre østjyske Superligaklubber har alle en lang række samarbejdsklubber, hvorfra de blandt andet får de største talenter. Nu skifter en af de største klubber i regionen fra AGF til AC Horsens.
FC Skanderborg blev nemlig i august meddelt, at AGF ikke ønskede at forlænge samarbejdsaftalen med klubben syd for Aarhus.
- Vi har i længere tid ikke været tilfreds med samarbejdet, og på trods af utallige møder har FC Skanderborg ikke kunne gøre os trygge i samarbejdet de to klubber imellem. For at skulle tilfredsstille FC Skanderborgs ønsker og behov har vi måtte skulle favorisere FC Skanderborg så meget, at det ville vi ikke være bekendt over for vores 60 andre samarbejdsklubber inden for talentområdet, skrev AGF i den forbindelse i en orientering til alle samarbejdsklubber.
Ved udgangen af 2018 flytter AGF dermed deres center i Skanderborg til en anden samarbejdsklub i nærområdet, og FC Skanderborg stod således uden en aftale med en Superliga-klub.
Læs også
Indtil nu.
AC Horsens har nemlig slået til og får med FC Skanderborg klub nummer 25 i sit klubsamarbejde.
Glæde hos begge parter
- Vi er meget glade for at blive en del af AC Horsens' klubsamarbejde. Vi glæder os til, at samarbejdet og de sportslige samt udviklingsmæssige aspekter i dette bliver forløst og begynder at bære frugt. Dialogen undervejs har været yderst positiv, og vi ser frem til et respektfuldt og konstruktivt samarbejde, siger FC Skanderborgs formand Christian Marcussen, i en pressemeddelelse.
Den nyligt indgåede samarbejdsaftale vækker også glæde hos AC Horsens' talentchef Claus Troelsen.
- Vi har haft en enormt positiv dialog med stor åbenhed omkring klubbernes interesse i samarbejdet, og jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde FC Skanderborg velkommen i Klubsamarbejdet. Det er en stor klub med et stort potentiale, og de har store ambitioner på spillernes og klubbens vegne, siger Claus Troelsen.
Læs også
FC Skanderborg har tidligere fortalt, at der har været flere grunde til et dårligt samarbejde med AGF. Klubben har blandt andet stillet sig kritisk over for, at det ikke er lykkedes at tilbageføre spillere til Skanderborg, når de har afsluttet deres forløb i AGF.
FC Skanderborg har næsten 1000 medlemmer. Klubbens førstehold spiller i Jyllandsserien.