AC Horsens sender 2. divisionshold ud af pokalen
Med en sejr på 3-0 over Middelfart er AC Horsens klar til ottendedelsfinalen i den danske pokalturnering
AC Horsens spillede sig onsdag videre fra tredje runde af den danske pokalturnering i fodbold.
Det skete, da superligaklubben på udebane slog Middelfart, der i øjeblikket topper 2. divisions gruppe to, med 3-0.
Læs også
Sejren blev grundlagt i slutningen af første halvleg. Her åbnede udeholdet scoringen efter 35 minutter, da Lasse Kryger headede bolden i mål til 1-0.
Blot syv minutter senere fordoblede Mads Juel Andersen jydernes føring. Et indlæg fra norske Sivert Nilsen blev headet på træværket af Mikkel Qvist, hvorefter Juel Andersen fulgte op og sparkede bolden i mål til pausestillingen 2-0.
Kryger lukkede kampen
Med cirka ti minutter tilbage af kampen slog Horsens det sidste søm i fynboernes kiste.
Igen var det Lasse Kryger, der stod for målet, da han på et straffespark gjorde det til 3-0 og lukkede kampen.
Straffesparket blev dømt, efter at Sebastian Avanzini blev nedlagt i feltet.
Med sejren er AC Horsens klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.
Det samme er OB, der onsdag på udebane slog 1. divisionsholdet Thisted med 2-0.
Anders K. Jacobsen og Mathias Jørgensen stod for fynboernes mål efter henholdsvis 52 og 60 minutters spil.