AC Horsens med rekordindkøb: Gafler profil fra norsk tophold
AC Horsens har handlet stort i den bedste norske række, Eliteserien, hvor Sivert Heltne Nilsen er købt fri af aftalen med topholdet Brann
AC Horsens fortsætter med oprustningen af spillertruppen.
Mens cheftræner Bo Henriksen flere gange har haft stort held med at hente spillere fra de lavere rækker, har han denne gang valgt at kigge mod den absolutte top af skandinavisk fodbold.
Sivert Heltne Nilsen, der begår sig på den centrale midtbane, er hentet i klubben Brann, der halvvejs igennem den norske sæson, topper Eliteserien.
Læs også
I en pressemeddelelse skriver AC Horsens samtidig, at den 26-årige nordmand er klubbens dyreste køb nogensinde.
- For os er det en gave at byde velkommen til en spiller, som var med til at vinde sølv i Norge sidste år og er en profil for Brann Bergen, der fører Eliteserien i denne sæson. Han er en leder, der på alle parametre går forrest og kan binde et hold sammen, og det er en perfekt signing for os, for vi har mange unge talenter, der har brug for at blive guidet, siger cheftræner Bo Henriksen.
- Han bliver en foregangsmand for vores kultur, og det er også en af grundene til, vi har lavet en fem-årig aftale med ham. Han skal tage det næste skridt sammen med os, og det er jo fedt, at vi kan tiltrække en profil fra det hold i Norge, der lige nu er bedst. Det er vi stolte af, og vi glæder os til at se ham i kamp
'En lidenskabelig træner'
Sivert Heltne Nilsen glæder sig til at blive en del af AC Horsens, hvor han får trøje nummer seks.
- Jeg er vanvittig glad for at skifte til AC Horsens, hvor jeg virkelig har følt mig ønsket, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med klubben og Superligaen. Jeg skifter til en klub med et fantastisk stadion, gode folk omkring holdet og en lidenskabelig træner med et engagement, der smitter. Det er min ambition at bidrage så meget som muligt og hjælpe med at få klubben højere op i tabellen, lyder det fra nyindkøbet.
AC Horsens har sikret sig papir på Sivert Heltne Nilsen helt frem til sommeren 2023, og bliver dermed den eneste spiler i truppen, der har fået en så lang kontrakt.
Om Sivert Heltne Nilsen allerede er i spil til søndagens hjemmekamp mod Hobro, melder pressemeddelelsen ikke noget om.