AC Horsens forventer flere tilgange inden lukketid

AC Horsens-sportschef Niels Erik Søndergaard arbejder på at hente en eller to forstærkninger.

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

AC Horsens har fået en svær start på sæsonen i Superligaen.

Selv om østjyderne hentede et point i søndagens 2-2-kamp hjemme mod FC Midtjylland, ligger klubben på sidstepladsen.

Ind er kommet en ny cheftræner i form af Jonas Dal, mens truppen er blevet forstærket med spillere fra 1. division heriblandt offensivspilleren Lirim Qamili.

Læs også Vildt AC Horsens-comeback mod mestrene

Horsens-sportschef Niels Erik Søndergaard er godt tilfreds med truppen i kampen om overlevelse, men han og trænerteamet arbejder på at hente flere forstærkninger, inden transfervinduet lukker mandag aften.

- Som udgangspunkt er vi godt tilfredse med vores trup, men vi er altid på udkig efter at se, hvad der kan opstå af muligheder her til sidst. Vi har et par emner i pipelinen.

Vi har et par emner i pipelinen.

Niels Erik Søndergaard, sportschef, AC Horsens

- Jeg forventer, at der kommer til at ske noget. Mit håb er, at vi forstærker truppen med en-to spillere, inden transfervinduet lukker, siger Niels Erik Søndergaard.

Leder efter spiller med målinstinkt

Horsens er særligt på udkig efter spillere, der kan tilføre holdet flere mål.

- Vi har kun scoret tre mål, og derfor er spillere med målinstinkt højt på vores prioriteringsliste.

- Det behøver ikke nødvendigvis at være en angriber, men det kan også være fra kanten eller centralt, siger Niels Erik Søndergaard.

Selv om Niels Erik Søndergaard forventer at hente forstærkninger, er han tryg ved, at Horsens' trup er stærk nok i overlevelseskampen.

AC Horsens spillede søndag 2-2 i hjemmekampen mod FC Midtjylland.