Yderligere to er smittet på coronaramt plejehjem

Yderligere to medarbejdere på Lokalcenter Bøgeskovhus er testet positiv for coronavirus.

I alt er tre medarbejdere på plejehjemmet i Viby nu smittet med COVID-19.

Tirsdag aften blev en medarbejder på plejecentret Lokalcenter Bøgeskovhus testet positiv for COVID-19.

Siden har det vist sig, at to yderligere ansatte også er blevet smittet med coronavirus. Det bekræfter centerleder Jesper Westphal over for TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi er oppe på tre smittede medarbejdere nu, men der er tale om personale, der var på arbejde samme dag. Ingen har haft sygdomssymptomer, mens de var på job, og har siden været sendt i hjemmekarantæne, siger han.

Lokalcentret er beliggende tæt ved Bøgeskoven i den sydvestlige del af Viby J.

Efter tirsdagens nyhed om smitte hos den første medarbejder, blev plejehjemmet lukket for besøgene og beboerne sat i hjemmekarantæne på deres respektive afdelinger, ligesom man fik skrevet både medarbejdere og beboere op til at blive testet.

Der er endnu ikke nogen af de beboerne på Lokalcenter Bøgeskovhus, der er testet positiv for coronavirus.

Forståelse for situationen

Omstændighederne taget i betragtning er centerlederen dog godt tilfreds med den nuværende situation.

- Der er heldigvis ingen smitte blandt beboerne. Det er rigtig fint og noget, som vi er godt tilfredse med, siger han og fortsætter:

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at det her sker. Særligt i forhold til, at beboerne nu ikke kan få besøg. Men der fuld forståelse blandt både beboere og pårørende, som er glade for, at vi fik handlet hurtigt. Alt ånder heldigvis fred og ro.

Læs også Studie spår om mindst lige så mange smittede i snarlig anden bølge

Plejecentret afventer nu testsvarene, der ventes klar indenfor 48 timer.

I mellemtiden er det sygeplejersker og SOSU-medarbejdere, der iført værnemidler har med borgerne at gøre.