Wieghorst om kritik: Jeg kan tåle det
En 3-0 sejr over FC Nordsjælland har givet ro ovenpå en periode med kritik
AGF og træner Morten Wieghorst fik en længe ventet sejr søndag, da holdet hjemme slog FC Nordsjælland med 3-0.
Inden kampen havde AGF været gennem en periode med en række nederlag, og det havde fået kritikken af holdet til at stige.
Personligt har det ikke generet AGF-træneren.
- Vi har en professionel stolthed, og vi bliver selvfølgelig irriteret over ikke at have vundet. Men det er ikke en kritik af kritikken, jeg ved godt, at vi bliver målt på resultater. Det er mere en irritation over at skulle blive ved med at stå og snakke om nederlag efter kampe, hvor vi egentlig selv synes, at vi har præsteret godt, siger Morten Wieghorst og fortsætter:
- At omgivelserne lægger pres på, det er en præmis, når man er i en klub med stor bevågenhed. Men folk tager fejl, hvis de tror, at jeg ikke kan tåle det.
AGF fik revanche og kom tilbage på sejrskurs
Fokus på spillerne
I den forgangne periode, hvor medier og fodboldeksperter satte fokus på de mange nederlag i AGF, havde træneren mest fokus på, at det ikke påvirkede spillerne.
- Jeg har ikke som sådan kunnet mærke det på spillerne, men jeg har været opmærksom på, at netop fordi der bliver sagt og skrevet meget om klubben, kan der måske være spillere i en trup, som godt kan blive påvirket og begynde at tro på, at vi skulle gøre tingene andreledes. Men jeg synes, spillerne har været dygtige til ikke at tage det til sig og bare træne hårdere på træningsbanen.
Se hele interviewet med AGFs træner efter 3-0 sejren i videoen ovenfor.