Wieghorst: Kun en sejr tæller mod Silkeborg
Cheftræner Morten Wieghorst lægger pres på sine spillere inden pokalkampen mod Silkeborg IF
Der er kun en ting, der tæller, og det er sejren.
Så klart kan det siges, og så klart siger AGF-træner Morten Wieghorst det da også inden pokalkampen mod Silkeborg IF tirsdag aften.
- Vi vil gerne videre, Det er vores mål, og det er på mange måder godt, at pokalkampen kommer hurtigt ovenpå vores nederlag til SønderjyskE, hvor vi følte, at vi skulle have haft mere ud af kampen resultatmæssigt. Som jeg også sagde efter kampen i fredags, synes jeg, at der var mange gode passager undervejs, og det skal vi holde fast i. Vi er samtidig meget, meget bevidste om, at vi skal have point med i sidste ende. Det er ikke point, det gælder i morgen, men det er selvfølgelig en sejr, og at vi går videre i pokalturneringen. Det er det primære, siger Wieghorst til AGF's hjemmeside.
Samtidig gør Wieghorst det klart, at der sandsynligvis kommer ændringer i startopstillingen i forhold til de 11, der normalt stiller op for AGF.
- Jeg synes, vi har en god trup. Vi har mange spillere, der sidder udenfor, og som rigtig gerne vil vise, at de er gode nok til at være med. Så jeg har muligheden for at lave nogle ændringer på holdet, og det kan jeg ikke afvise, at det sker. Vi kommer ikke til at spille med de samme 11 hele efteråret, så vi skal også tænke på at få givet spillerne kampe, siger Morten Wieghorst, der dog understreger, at han ikke skifter hele holdet.
Kampen begynder tirsdag aften klokken 20.15.