Wieghorst klar til fantastisk turnering
AGF-træner Morten Wieghorst har store ambitioner i DBU Pokalen, hvor undertippede Rishøj BK venter
Tirsdag aften kan AGF spille sig i kvartifinalen i DBU Pokalen, når undertippede Rishøj BK venter.
En god mulighed for AGF og cheftræner Morten Wieghorst, der kalder pokalturnering for vigtig.
- Vi vil altid prioritere den turnering højt, og det viser historien også. Det er en fantastisk turnering, og vi har muligheden for at komme blandt de sidste otte, og det er et mål for os, siger Morten Wieghorst til tv2oj.dk.
Efter en svag indsats mod Hobro i weekenden er pokalkampen en kærkommen mulighed for at revanchere sig. Selv om Morten Wieghorst ikke vil afsløre alle planerne for kampen, vil han godt sige, at AGF kommer med et stærkt hold.
- Der kommer nogle ændringer i forhold til kampen mod Hobro, men det var der kommet uanset resultatet af den kamp. Men vi kommer med et hold, som kan klare opgaven, siger Morten Wieghorst.
Hobro-nederlaget er heller ikke blevet evalueret anderledes end andre kampe.
- Vi evaluerer altid - også i det her tilfælde, men der har ikke været noget ekstraordinært, siger Morten Wieghorst.
Kampen fløjtes i gang tirsdag klokken 18.15. Kampen er rykket til Tingbjerg Idrætspark - eller Tingbjerg Ground - i Brønshøj på grund af, at tv-forholdene er bedre der.