Westergaard fortryder ikke profettegning

Tegner Kurt Westergaard ser tilbage på, hvordan blandt andet hans tegning har været med til at forme historien

11:43

1 af 2

Den 30. september 2005 kunne Jyllands-Postens læsere åbne avisen og se en række karikaturtegninger, der for alvor kickstartede debatten om ytringsfrihed i Danmark.

Fælles for dem alle var, at de portrætterede profeten Muhammed.

Den ene af tegningerne var lavet af den aarhusianske tegner Kurt Westergaard og forestillede Muhammed med en tikkende bombe i turbanen.

Hans og de 11 andre tegneres karikaturer blev begyndelsen på Muhammedkrisen, hvor afbrænding af Dannebrog-flag og boykot af danske varer i Mellemøsten blev en realitet.

I dag, 10 år efter tegningerne blev vist første gang, fortæller Kurt Westergaard om sine oplevelser i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han beskriver de seneste 10 år som 'en stor oplevelse' og på spørgsmålet om, hvorvidt han har fortrudt sin tegning, svarer han:

- Nej, det har jeg ikke. Jeg er helt overbevist om, at der ville komme en kollision eller friktion mellem de to kulturer. Den ville være uundgåelig.

Frygt for genoptryk

Ingen af de store, danske blade har i dag valgt at genoptrykke tegningerne. En kendsgerning, som Kurt Westergaard godt forstår.

Han mener, at ytringsfriheden har ændret sig. At medierne er blevet mere ængstelige:

- Hvis jeg var chefredaktør, tror jeg heller ikke, at jeg turde gøre det.

- Det er jo et tab. Det kan jeg godt forstå. Alle er jo bange, siger Kurt Westergaard.

Tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen har også haft personlige konsekvenser for den aarhusianske tegner.

Han lever under PET-beskyttelse, men understreger, at han på trods af den sikkerhedsforanstaltning, lever et godt og trygt liv med få begrænsninger.

Hvad meningen var med netop hans karikaturtegning, der blev trykt dengang i 2005, fortæller han:

- Den går på de radikale elementer og terroristerne, som ikke vil ind i nogen verbal dialog. Det er jo den måde, man omgås hinanden på i demokratiet. Man taler, man skændes. Man begynder jo ikke at slå hinanden ihjel.

Du kan se hele interviewet med Kurt Westergaard i videoen øverst i artiklen.

- Jeg føler rædsel og afsky