Wammen vil undersøge lufthavn
Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) vil have undersøgt, om det er muligt at bygge en ny lufthavn ved byens havn.
Søndag foreslog den lokale erhvervsmand Anders Geert Jensen, at der skulle opføres en ny lufthavn ved Århus Havn.
Ifølge ham har erhvervslivet behov for en lufthavn, der ligger tættere på byen end Aarhus Lufthavn ved Tirstrup på Djursland.
Forslaget får opbakning af Venstre og de Konservative i Århus Byråd.
Også den socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen er klar til at se nærmere på forslaget. Han vil nu iværksætte en undersøgelse, der skal vise, om det er muligt at opføre en ny lufthavn på Århus Havn.
- Jeg synes, at det er naturligt, at når der nu er fremsat et stærkt ønske, så undersøger vi blandt andet miljø- og støjpåvirkningerne fra sådan en lufthavn. Jeg tror, at det vil bekymre mange mennesker. Jeg synes, det er klogt, at vi får det afklaret af hensyn til den videre debat, siger Nicolai Wammen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.