Wammen i åbenhjertigt interview: Thorkild var et fantastisk og meget varmt menneske
I flere årtier var Thorkild Simonsen et forbillede og en vigtig læremester for landets nuværende finansminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S), fortæller han søndag aften.
Nyheden om, at tidligere borgmester og minister Thorkild Simonsen er gået bort, har søndag berørt mange – også landets finansminister Nicolai Wammen, der havde en personlig og tæt relation til den nu afdøde socialdemokrat, der i 15 år var Aarhus’ borgmester.
- Det rammer mig meget. Thorkild Simonsen var min mentor, og han blev også en ven. Vi var meget tætte, og vores familier er meget tætte, og derfor er jeg selvfølgelig også berørt over, at Thorkild er gået bort i nat, siger Nicolai Wammen, der har kaldt Thorkild Simonsen for sin politiske bedstefar.
Læs også
Landets nuværende finansminister var selv i en årrække fra 2006 til 2011 borgmester i Jyllands største by, inden han blev europaminister i Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering. Søndag aften medvirkede han i et interview på TV2 ØSTJYLLAND, som også bragte en nekrolog over Thorkild Simonsens liv.
- Men jeg er samtidig også fyldt med en masse varme og glæde over alt det, han har opnået, og når man ser den her nekrolog og ser det glimt i øjet og den handlekraft, men frem for alt den menneskelighed og ordentlighed, Thorkild gav udtryk for, bliver jeg stolt på hans vegne. Vi kan være stolte af Thorkild, og som jeg skrev (på facebook søndag, red.), er han den bedste borgmester Aarhus har haft. Han elskede Aarhus, og aarhusianerne elskede ham tilbage. Det kan jeg godt forstå, siger Nicolai Wammen.
Hvorfor den bedste borgmester?
- Jamen fordi Thorkild var med til at få Aarhus flyttet i de næsten 16 år, han var borgmester til den fantastiske by, det er i dag. Og han kendte høj som lav og snakkede med alle og var interesseret i alle, og der blev lyttet hos ham, siger Nicolai Wammen og uddyber.
- En af hans kvaliteter var også, at han altid vidste, hvor han ville hen. Han vidste også, at andre kunne have gode idéer. Det var ikke kun ham, der skulle lyttes til. Andre kunne også komme med deres bud, siger Nicolai Wammen.
Gjorde tingene på en stille og ordentlig måde
Musikhuset i Aarhus står tilbage som et stærkt vidnesbyrd i Aarhus om Thorkild Simonsen, og det var ikke uden kamp, at Thorkild Simonsen fik gennemført og opført den i dag populære bygning, siger Nicolai Wammen.
- I dag er der næsten ingen aarhusianerne, der ikke synes, at det er fantastisk, at vi har Musikhuset, men dengang var der masser af ballade, og han måtte virkelig kæmpe for det. Det gjorde han på sin egen stille, ordentlige måde, og det er noget af det, jeg tror rigtig mange mennesker har respekt for.
Læs også
Nicolai Wammen har kaldt Thorkild Simonsen for sin læremester, og han husker, hvordan han som ung socialdemokrat skulle stille op til byrådet første gang.
- Jeg mødte Thorkild, der sagde til mig, at du er nu de unges kandidat for socialdemokraterne. Hvordan vil du vinde de unges stemmer? Har du en plan for det, husker Nicolai Wammen, at den daværende borgmester i begges by spurgte ham.
- Og jeg havde gjort mig nogle tanker, men så var det heller ikke mere end det. Kom op på mit kontor i morgen klokken 12 og fortæl mig om det, sagde han så, og så måtte jeg sidde hele natten og forberede mig.
Hvordan var det for dig?
- Jamen det var kæmpestort. Thorkild Simonsen, det blev ikke større, siger Nicolai Wammen, der mødte op på rådhuset dagen derpå klokken 12.
- Jeg kom derop klokken 12, og døren stod lidt på klem til borgmesterkontoret, og der lå han på en divan og fik et powernap, eller det kaldte man det jo ikke dengang, og på slaget tolv rejste han sig, gik ud og sagde kom indenfor unge mand. Og siden da har han hjulpet mig, fortæller finansministeren, der helt til for nylig kunne diskutere politik og søge råd hos sin gamle læremester.
- Han har været en, jeg kunne få råd fra og altid kloge råd. Altid meget menneskeligt, og det er jeg utroligt taknemlig for, siger Nicolai Wammen, der ikke er karrig med ordene, da han bliver spurgt, hvad han særligt vil huske Thorkild Simonsen for.
- At han var et fantastisk menneske. Og et meget varmt menneske. Meget visionær. Og en som ville sin by det bedste og som brugte sit liv på, at det skulle lykkes, siger Nicolai Wammen og fortsætter:
- Og så ved jeg også, at han var en fantastisk far og ægtemand, og i politik er der mange, der rykker i dig, og han formåede det hele, og det synes jeg var beundringsværdigt, siger Nicolai Wammen.