VU Århus udsat for hærværk inden Daniel Carlsen-oplæg

Politikeren har tidl. sympatiseret med nazisme, og det er formentlig en af hovedårsagerne til hærværket

Foto: VU Århus

Foto: VU Århus

1 af 2

Mandag aften gæster den kontroversielle formand for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, Aarhus og Venstre Ungdoms lokale afdeling. Men inden selve oplægget fra politikeren har han allerede skabt røre. Natten til mandag blev en rude til VU Århus’ lokaler i Rosenkrantzgade nemlig knust med en brosten.

- Der er blevet smadret en rude med en brosten, hvor der sad en seddel på. Her står der ”Naziscum not welcome, Daniel Carlsen not welcome, siger formand for VU Århus, Jakob Kromann, til tv2oj.dk.

Læs også Antiracistisk demo i Aarhus

Han fortæller, at episoden er anmeldt til Østjyllands Politi, der har planer om at møde op til foredraget med Daniel Carlsen. I forbindelse med hans besøg er der nemlig arrangeret en moddemonstration.

- Da vi lagde en begivenhed op på Facebook med Daniel Carlsens oplæg, blev der arrangeret en moddemonstration af gruppen ”Aarhus for Mangfoldighed”. De har tænkt sig at stå neden for vores lokaler og synge mod nazisme, som de selv siger, lyder det fra Jakob Kromann.

Flere grunde til inviation
Om det er folk fra ”Aarhus for Mangfoldighed”, der står bag hærværket, vides endnu ikke. Men formanden for VU Århus forklarer, at tonen på gruppens Facebookside har været særdeles hård inden Daniel Carlsens besøg.

- Det er som sådan helt fint, at de har tænkt sig at lave en moddemonstration og synge ved vores lokaler. Det bliver først et problem, når man tyr til vold eller hærværk, siger Jakob Kromann.

Fra strøget i Aarhus kan den smadrede rude ses. Det er formentlig herfra, at gerningsmanden har kastet brostenen.  Foto: VU Århus

Ifølge ham er der flere grunde til, at Daniel Carlsen mandag gæster VU Århus.

- Vi har det sådan, at vi inviterer mange folk, som vi både er enige og uenige med. Det her er som en af de sidstnævnte, men vi kan godt lide at få udfordret vores holdninger. Samtidig mener vi, at det er bedst at få de ekstreme meninger ud i det åbne i stedet for at forsøge at gemme dem væk, forklarer formanden.

Arrangementet med Daniel Carlsen er kun for medlemmer af VU Århus. 

02:37

Du kan se et længere interview med Jakob Kromann her. 

Luk video