Vrede forskere smutter
Center flytter til Aalborg i protest
Manglende lydhørhed over for faglig kritik og manglende indflydelse på strukturændringer har fået en række forskere til at forlade Aarhus Universitet. Det skriver Information.
Universitetet er de seneste uger blevet beskyldt for at fremme en spytslikker-kultur, hvor der ikke er plads til kritik.
Nu har utilfredsheden også fået et forskningscenter med 17 ansatte til at flytte til Aalborg Universitet for at undgå at blive splittet op og lagt ind under andre institutter i Aarhus og dermed smadre et forskermiljø, de havde brugt mange år på at opbygge.
- Der var for os at se ingen faglig begrundelse for, at vi skulle flytte til Aarhus. Vi fik indtryk af, at det handlede mest om organisation og struktur.
- Man skulle have institutstørrelserne til at passe, men de faglige argumenter talte ikke, siger Birgitte Holm Sørensen, der er forskningsleder på Medier og IT, der i øjeblikket er ved at flytte til Aalborg Universitets afdeling i København.
Ingen plads til faglige argumenter
Reaktionen fra Aarhus har været tavshed. Tidligere dekan på Aarhus Universitet Lars Qvortrup, der i september blev ansat som professor på Aalborg Universitet, er enig i, at de faglige argumenter har været svære at komme igennem med.
- Det har ikke været en proces, hvor der blev lyttet til de faglige argumenter, siger Lars Qvortrup til Information.
Også direktøren for Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Henrik Sandbech, trådte tilbage, da han mente, at Aarhus Universitets nye struktur ville skade DMU's forskning og dermed ende med at svække miljø og natur i landet.