VR-briller kan øge mænds sædkvalitet

Et nyt forsøg fra blandt andet en aarhusiansk sædbank viser, at VR-briller kan forbedre sædkvaliteten hos mænd.

En sædbank i Aarhus har haft stor succes med at indføre VR-briller for deres sæddonorer. 

Siden sommeren 2021 har det været muligt for besøgende på Cryos Internationals afdelinger i København, Aarhus, Odense og Aalborg at benytte sig af VR-briller til at se pornografi, mens de leverer donationen.

Og VR-brillerne har vist sig at være nyttige på mere end én måde.

Flere aktive sædceller 

Efter at have undersøgt mere end 500 sædprøver fra 63 Cryos-donorer, herunder fra Aarhus-afdelingen, viste det sig, at sædkvaliteten var markant forbedret, når der havde været kort tid mellem udløsninger, og VR-brillerne samtidigt havde været i brug.

quote Der er ikke en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan

Dennis Christensen, pressekontakt, Cryos International.

VR-brillerne havde størst effekt for donorer, der havde haft udløsning for under 24 timer siden. Faktisk var der helt op til 50 procent flere aktive sædceller i prøven. 

Men selv hvis der gik længere tid mellem besøgene, var der en positiv effekt at spore. 

- VR-brillerne giver en større sædmængde, og derfor er det samlet med til at øge kvaliteten. Der er ikke en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, fortæller Dennis Christensen, der er pressekontakt for Cryos International.

Skal også bruges i andre lande 

Især i sæddonor-sammenhæng er antallet af aktive sædceller altafgørende. Dette hænger både direkte sammen med sædens egnethed til at befrugte et æg, og hvor mange prøver der kan blive gjort tilgængelige for de kvinder, der har brug for donorsæd til at blive gravide.

VR-brillerne kan dog også hjælpe andre end bare sæddonorer. De kan for eksempel også hjælpe mænd, der kæmper med lav sædkvalitet. 

Succesen fra Danmark betyder, at Cryos International nu er i gang med at udrulle VR-konceptet i deres afdelinger i USA og Cypern.