Voldsom bilist påvirket af narko
32-årig mand var påvirket af både alkohol og stoffer
To mænd var ikke meget for at efterkomme politiets anvisninger, da de natten til mandag blev standset af politiet i det vestlige Aarhus.
Bilen med de to mænd blev kl. 01.45 standset af en politipatrulje på Anelystvej i Tilst.
Ifølge politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi viste det sig, at den 32-årige fører af bilen både var påvirket af spiritus og narkotika. Derudover var han i besiddelse af 1,1 gram hash samt en hashjoint.
Både den 32-årige bilist og den 27-årige mandlige passager var ifølge politiet meget voldsomme. Det endte derfor med, at de begge blev anholdt.
Se: Civil stoppede spritbilist
Den 32-årige blev sigtet for spirituskørsel, for at have ført personbil i narkopåvirket tilstand, for at overtræde loven om euforiserende stoffer og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Foruden de to mænd befandt der sig også en hund i bilen.
- De er meget urolige begge to, og det er hunden også. Derfor bliver mændene sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.