VM i Aarhus: - Skal også kunne forstås af folk, der aldrig har set sejlads før
VM i Sejlsport tiltrækker mange tilskuere til Aarhus Ø, også folk der normalt ikke følger sporten
Det er ikke hver dag, at et verdensmesterskab kommer til Østjylland, men lige præcis sådan et bliver i disse dage afholdt i Aarhus.
VM i sejlsport finder i øjeblikket sted i bydelen Aarhus Ø, hvor op mod 1.400 sejlere fra 90 forskellige nationer dyster om at blive verdens bedste. Der skal sejles helt frem til den 12. august og arrangørerne forventer, at begivenheden vil tiltrække mange besøgende.
Begivenheden har også fået mange østjyske tilskuere til at tage turen til Aarhus Ø, og for flere er sejlads ikke en sportsgren, de normalt følger med i.
Undervejs kommenteres begivenhederne på vandet. Det står Susanne Salminen og en medkommentator for, og for dem er det vigtigt, at også tilskuere, der er nye i sejlsporten, forstår, hvad der sker på vandet.
- Der kommer selvfølgelig noget sejler-nørd-snak ind over det. Vi er begge to tidligere sejlere og kan også det her med det nørdede snak, men det skal også kunne forstås for en dansker, som aldrig har set sejlads før, siger Susanne Salminen.
VM i sejlads
- 1400 sejlere fra 90 nationer
- 1100 sejlbåde
- 14 dages sejlads i verdensklasse
- 400.000 besøgende til den samlede event
- Gratis entre for publikum
Kommenteringen får da også ros med på vejen af Ruth Spure Nielsen fra Aarhus.
- De er gode til at informere, må man sige. Vi får mange gode informationer.
Hun er en af de østjyder, der har taget turen til Aarhus Ø for at se sejlads, også selvom hun ikke kender meget til sporten på forhånd.
- Jeg har set lidt i fjernsynet, men jeg har ikke kendskab til regler eller noget som helst, siger hun.
Kikkerten frem
Sejladsen foregår et stykke fra land, og derfor har flere tilskuere også medbragt en kikkert, så de bedre kan se de mange både, der sejler om kap ude på vandet.
Men for dem, der ikke har tænkt på at tage kikkert med ned til sejladsen, er der også hjælp at hente. Der er nemlig stillet en storskærm op i området, så folk bedre kan følge med.
- Der sker rigtig mange ting derude, så det kan godt være, vi skal kigge på storskærmen om lidt, siger Thomas Bjerring Laursen fra Aarhus.
Godt vejr til sejlads
Vejret har indtil videre været med både sejlere og tilskuere til verdensmesterskabet, og det hjælper lidt på det, når nu man ikke er så kendt i sejlsporten.
- Vejret og det hele er jo med en, så det bliver jo en dejlig dag, siger Ruth Spure Nielsen.
VM i sejlsport finder sted i Aarhus frem til den 12. august.