Visitationszone under en uge gammel: Ung mand anholdt med kniv
En 23-årig mand er anholdt for besiddelse af en kniv i visitationszonen i Aarhus. Manden er en del af de grupperinger, politiet holder øje med i området.
Visitationszonen i det nordvestlige Aarhus er ikke engang en uge gammel, og en anholdelse af en mand i besiddelse af våben har allerede fundet sted.
Læs også
Østjyllands Politi visiterede den 23-årige i zonen, hvor de fandt en kniv på ham.
- Der er nogle specielle grupperinger, vi holder lidt ekstra øje med. Når vi træffer nogle af dem, vi mener hører til i de grupperinger, så hilser vi gerne på og ser, om de er i besiddelse af noget ulovligt, siger Stig Heidemann, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
I visitationszonen har politiet lov til at undersøge personer og køretøjer for våben eller narkotika på langt mindre grundlag end normalt.
Gerningsmanden har gjort det før
Zonen blev oprettet mandag for at forebygge en konfliktoptrapning mellem nogle grupperinger, der holder til i området.
Visitationszonens afgrænsninger
Sydvestlig afgrænsning:
- Viborgvej – strækningen mellem Vestre Ringgade og Hasle Ringvej
Sydøstlig afgrænsning:
- Vestre Ringgade – strækningen mellem Viborgvej og Randersvej
Østlig afgrænsning:
- Randersvej – strækningen mellem Vestre Ringgade og Hasle Ringvej
Nordlig afgrænsning:
- Hasle Ringvej - strækningen mellem Randersvej og Halmstadsgade og strækningen mellem Viborgvej og Herredsvej
- Bodøvej og Paludan Müllersvej - strækningen mellem Bodøvej og Herredsvej samt Rydevænget, Torpevænget, Kappelvænget og Fjældevænget
Kilde: Østjyllands Politi
- Han er kendt for lignende kriminalitet, og det belaster ham. Det er en skærpende omstændighed i retten. Han gjorde ingen modstand under anholdelsen, siger Stig Heidemann til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden har været fremstillet i grundlovsforhør og skal i fængsel i to uger. Hans forsvarer har dog kæret afgørelsen, men indtil landsretten tager stilling til sagen, sidder han i fængsel.
- Anholdelsen styrker vores mistanke om, at nogle af de folk, som vi er bange for at involverede i noget alvorlig kriminalitet, faktisk også går rundt i den her zone, siger vagtchefen.
Læs også
Østjyllands Politi er til stede døgnet rundt i zonen, der som udgangspunkt skal eksistere til den 18. marts.