Krigen i Ukraine har medført, at en stribe danske virksomheder har meddelt, at de vil på den ene eller anden vis vil opgive deres aktiviteter i Rusland, og en af dem er entreprenørvirksomheden Aarsleff fra Viby.
Ved udgangen af marts meddelte Aarsleff i en fondsbørsmeddelelse, at de vil sælge deres aktiviteter i Rusland. Det fremgik ikke specifikt, hvilke aktiviteter der er tale om, men af Aarsleffs hjemmeside fremgår det, at Aarsleff både er til stede i Sankt Petersborg og Moskva gennem selskaberne Per Aarsleff AO og Bertos OOO.
Det kan dog snart være fortid, for inden udgangen af september forventer Aarsleff at have solgt deres aktiviteter i Rusland til den lokale russiske ledelse.
Det fremgår af en delårsrapport, som Aarsleff forleden udsendte til Københavns Fondsbørs.
- Et salg forventes gennemført i indeværende regnskabsår, skriver Aarsleff i meddelelsen.
Virksomhedens regnskabsår går fra oktober til september.
Intet stort tab
Ifølge den børsnoterede entreprenørvirksomhed kommer salget ikke til at påvirke det forventede samlede årsresultat.
Aktiviteterne i Rusland udgør da også blot en mindre del af Aarsleffs portefølje. I regnskabsåret 2020/21 have Aarsleff en omsætning i Rusland på 64 millioner kroner, hvilket udløste et overskud på fire millioner kroner.
Det skal ses i sammenhæng med en forventet indtjening i regnskabsåret på 700 millioner kroner. Aarsleff har også ved delårsrapporten hævet forventningen til årets vækst fra cirka 8,5 til 12 procent.
Salget i Rusland ventes at medføre ”en ikke-likvid nedskrivning” på 43 millioner kroner, meddeler Aarsleff.