Vinterherberg manglede frivillige – nu vælter det ind
Vinterherberget i Aarhus, der hjælper hjemløse, frygtede at måtte lukke nogle dage på grund af mangel på frivillige. Nu er situationen en helt anden.
På lidt over en uge er det lykkedes vinterherberget i Aarhus at få de frivillige, de har brug for.
Og sådan så situationen slet ikke ud den 12. november, da TV2 ØSTJYLLAND sidst talte med dem.
Da oplevede de, at flere af deres trofaste frivillige meldte fra på grund af frygt for corona. Og det betød, at de ikke havde nok frivillige til at kunne holde åbent for de hjemløse alle dage.
FAKTA
Vinterherberget holder til på Tage Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C (Bygning 11) og har åbent hver dag fra 20.30-08.00.
Vinterherberget er særligt for hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark, da de ikke har mulighed for at overnatte på de tilbud, der ellers er til hjemløse.
Der er i alt 22 sengepladser.
Som frivillig skal man helst kunne tage minimum to nattevagter om måneden. Der er både brug for nattevagter og aftenvagter.
Læs også
Men nu er situationen vendt - til stor glæde for lederen.
- Vi har ikke nogensinde prøvet at gå fra at være så få frivillige til at være så mange, som vi er nu, siger leder af vinterherberget, Søren Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- De, der har været med i flere år, har svært ved at få vagter, fordi de nye skal have vagter, tilføjer han.
Flere vil falde fra
I alt har de omkring 170 frivillige, og de havde omkring 120, inden åbningen den 15. november.
- Og der ringer stadig nogen, som gerne vil hjælpe, siger lederen.
På nuværende tidspunkt har de dog ikke brug for flere frivillige, men folk må gerne donere mad til dem, så de hjemløse ifølge lederen ikke skal nøjes med Mou-suppe.
Søren Christensen forventer, at de i januar vil få brug for nye frivillige igen, da flere falder fra efter den første vagt.
Sidste år tog halvdelen af de frivillige kun én vagt.