Ville stikke af fra politiet...

... Men påkørte en parkeret bil

Arkivfoto.

En 20-årig ung mand forsøgte tirsdag at stikke af fra politiet, men det gik ham ikke så godt.

Det var en patrulje, som opdagede en bil, der havde en stor revne i forruden. Derfor besluttede man, at man lige ville tjekke den.

- Da patruljen vendte rundt og satte efter bilen, smuttede bilisten fra den ved Kongsgårdvej i Viby ved Aarhus, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.

Men patruljen kender en smutvej, og det lykkedes derfor hurtigt at indhente flugtbilisten. Her var patruljen vidner til, at manden påkørte en parkeret bil. Det lykkedes derefter af få ham standset.

- Den 20-årige forsøgte at opgive et navn, som ikke er det rigtige. Derudover var han påvirket af eurofuserende stoffer, ligesom han kørte i en bil, der var ret defekt, siger Vagn Martinussen.

Den 20-årige er derfor sigtet for falsk anklage, da han opgav en anden persons navn, og hvis han dømmes, kan han formentlig se frem til en tur bag tremmer.

Episoden fandt sted tirsdag eftermiddag klokken 17.10.