Vil overraske kræftramte børn i julen
Kræftramte børn på Skejby Sygehus får højst sansynligt besøg af en ekstra julemand den 24. december
Juleaftensdag har 20-årig Mathias Mølgaard fra Lystrup planer om at trække i julemandens klæder og dele gaver ud til kræftramte børn på Skejby Sygehus.
I øjeblikket er han i gang med at samle penge ind, som han kan købe gaver for.
- Det skal være en lille ekstra overraskelse for dem, når de nu ikke kan være hjemme i julen, siger han til tv2oj.dk.
Han har selv haft kræft helt tæt inde på livet, da hans lillebror tilbage i 2010 fik konstateret leukæmi.
- Jeg ved derfor, hvor stor en påvirkning sygdommen har på en familie, og hvor meget den kan overtage og påvirke hverdagen. Vi har lært mange familier, der har et barn med kræft, at kende, og det er nogle af de familier, jeg vil være med til at hjælpe, siger Mathias Mølgaard.
Flotte donationer
Den seneste måned har han samlet 4.200 kroner ind.
- Jeg har fået rigtig god respons på det, og der er nogen, som har givet rigtig flotte bidrag, som jeg slet ikke havde regnet med, siger Mathias Mølgaard.
Han afslutter indsamlingen i begyndelsen af december, så han har god tid til at få købt gaverne, og så er planen, at han vil kigge forbi sygehuset i om formiddagen 24. december.
- Nu skal jeg se, hvor mange penge jeg får samlet ind, og så skal jeg have planlagt det nærmere. Men det skal være lidt som en overraskelse for børnene, så de oplever lidt ekstra i julen, siger han.
Du kan følge indsamlingen på caremaker.dk.