Vil lave teater på Bispetorv
Kulturlivet vil komme med ideer til det nye Bispetorv
Den østjyske kulturbranche var torsdag mødt talstærkt op til stormøde på Aarhus Teater. Her havde de mulighed for at give deres besyv med i forhold til ideer og forslag til et nyt Bispetorv ved Aarhus Domkirke og Aarhus Teater.
- Kulturlivet har en stor rolle, ligesom erhvervslivet og turistlivet har. Vi vil selvfølgelig komme med nogle ideer til, hvad vi synes, at der kan være på Bispetorv, siger Henning Kærsgaard, der er direktør for Aarhus Teater.
Aarhus Kommune har besluttet at omdanne Bispetorv til et nyt og mere levende byrum. Derfor er der lagt op til, at kulturelle aktører og erhvervslivet byder ind med ideer til forskellige projekter og initiativer, der kan gøre Bispetorv mere interessant.
- Vores Borgerscene kunne være spændende at få til at lave noget på Bispetorv og det samme med vores to skoler, og så kunne det være spændende på et eller andet tidspunkt at lave en kæmpe forestilling derude, så publikum virkelig kunne se noget stort, siger Henning Kærsgaard.
Du kan se hele interviewet med Henning Kærsgaard i videoen øverst på siden.