Vil få de unge til Fredens Moské
De unge muslimer skal væk fra bandemiljøet
I dag er det den første fredag siden angrebene i København, og dermed også anledning til de første fredagsbønner i de danske moskéer siden da.
I Fredens Moské i Aarhus vil dagens bøn også omhandle hændelsen, men det vil ikke være omdrejningspunktet, fortæller moskéens talsmand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har en tradition for at tage de emner op, som rører sig i samfundet - både lokalt og internationalt. Om det er krigen i Gaza eller om det er op til at folk skal søge uddannelser her i marts, lyder det fra Ahmad Halimah.
Se også: Imam bekymret for de unge
Angrebene i København har dog sat sine spor i Fredens Moské. Her har der været et stort frafald blandt de yngre muslimer. Moskéens ledelse frygter, at de - ligesom den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Husein - søger mod et mere radikalt miljø.
- Vi har snakket om, at vi fremover skal arbejde anderledes for at tiltrække flere unge hertil - i stedet for bandemiljøer, hvor de kan ende i fængsel, hvor nogle af dem desværre bliver radikaliseret, fortæller Ahmad Halimah.
I videoen ovenfor kan du se hele interviewet med Ahmad Halimah.