Vil du tænde min cigaret?
9 ud af 10 vil tænde børns cigaretter
Voksne danskere er klar til at tænde børns cigaretter, hvis de bliver kontaktet på gaden. Det fremgår af en videoprojekt, som er skabt af en gruppe med den aarhusianske iværksætter Jonathan Løw i spidsen.
Med skjult kamera har frivillige fra non-profit- foreningen YouMe Family filmet helt tilfældige danskere på en tilfældig onsdag formiddag.
Resultatet er nu lagt på internettet, og filmen "Har du ild?" viser, at 9 ud af 10 danskere giver børnene enten ild eller en cigaret:
- Vi stillede os selv spørgsmålet: Hvordan vil danskerne reagere, hvis et barn under 10 år spørger om ild? Videoen afspejler de svar, vi fik, fortæller Jonathan Løw, en af idémændene bag filmen.
Flere end 100 blev spurgt
- Børnene i filmen er skuespillere og bevidst castet ud fra, at de ikke måtte se ældre ud end deres faktiske alder.
Alle de adspurgte voksne er ikke skuespillere og tilfældigt udvalgt og optaget med skjult kamera. Flere end 100 mennesker blev spurgt af børnene den dag, og heraf sagde 90 pct. ja til spørgsmålet "Har du ild?", skriver han i en pressemeddelelse.
Ifølge foreningens Facebookside, har alle voksne, der deltager i filmen, godkendt, at optagelserne må offentliggøres.
- Vores forening laver mange forskellige projekter, der enten skal gøre en forskel eller skabe debat. I dette tilfælde har vi ønsket at lave en film uden løftede pegefingre eller moraliseren. Vi lader resultatet i filmen stå for sig selv, og så må offentligheden vurdere, om der er et problem eller ej, siger Jonathan Løw.
Se filmen her:
Se vores tv-indslag fra 19.30-nyhederne øverst på siden