Vidner søges: Brændt kat fundet ved fritidsordning
En kvinde fandt lørdag formiddag en død kat med voldsomme brandskader. Politiet søger vidner, som kan lede dem på sporet af, hvad der er sket med katten.
Lørdag formiddag ringede en kvinde til Østjyllands Politi, efter at have fundet en død kat med tydelige brandskader. Kvinden fandt katten ved en fritidsordning på Grydhøjvej i Aarhus N.
Læs også
En patrulje kørte til stedet og fandt katten død i græsset med tydelige brandskader. Østjyllands Politi har ikke kunnet fastslå den præcise dødsårsag:
- Vi kan ikke sige med 100 procent sikkerhed, hvad der er sket. Men hvis det er dyremishandling, er det noget, vi tager meget seriøst, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I nærheden af, hvor katten blev fundet, ligger en bålplads, som politiet sikrede lørdag formiddag. Her kunne betjentene se på trækstykkerne i bålet, at det formodentlig blev brugt fredag aften.
- Det er ikke sikkert, der er en sammenhæng med bålstedet og kattens død, men vi er i gang med at undersøge det, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Da Østjyllands Politi havde sikret sporene på stedet, kom Falck og hentede katten, og Østjyllands Politi ser nu videoovervågning fra området igennem.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner eller personer, der har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.