VIDEO: Stjernen er i hus
Restaurant Frederikshøj modtog i dag sin første michelinstjerne
Kl. 8.55 blev der skrevet gastronomisk historie i Aarhus. Her fik Restaurant Frederikshøj med Wassim Hallal i spidsen sin første michelinstjerne.
Wassim Hallal rakte en enkelt finger i vejret, efter hans restaurantchef Jeppe Lund havde videregivet køkkenchefen den gode nyhed om den nyerhvervede stjerne. Herefter var der klapsalver på gourmetrestauranten.
- Det er lige så stort som at modtage en Oscar. Det er en stor forløsning. Vi har fået en stjerne, og nu er vi i gang. Guiden har godkendt os og nu er det jo bare at kæmpe for de næste to, siger den stolte og ambitiøse køkkenchef Wassim Hallal.
Udmærkelsen er blevet offentliggjort i forbindelse med lanceringen af en ny nordisk udgave af den prestigefulde Michelin-guide. Guiden 'Guide Michelin Nordic Cities 2015' anbefaler de bedste restauranter i norden, og her er der endeligt blevet plads til provinsen, der har været overset i tidligere michelinguider.
Se: Uventet stjerneregn i Aarhus
For køkkenchef og ejer af Restaurant Frederikshøj Wassim Hallal er michelinstjernen en udmærkelse, han i årevis har arbejdet hårdt for at få.
Fakta om Wassim Hallal:
Alder: Født 15. maj 1980 - 34 år
Søn af: Kok Mohammad Hallal og skolelærer, social- og sundhedshjælper Jamile Hallal
Fødested: Beirut, Libanon. Familien kom til Danmark i 1985, og han voksede op i Thy.
Uddannelse: Kok ved Teknisk Skole med højeste udmærkelse
Karriere: Køkkenchef - Ejer af restaurant Frederikshøj og af den relativt nye smørrebrøds-deli F-Høj. Tidligere indehaver af Molskroen, der blev kåret som årets restaurant i 2006. I 2012 tilfaldt æren Frederikshøj.
Civilstand: Gift
Bopæl: Aarhus
Fritidsinteresser: Cykelsport - sponsor for cykelholdet Team Frederikshøj.
Arbejder lige nu på en bog om Frederikshøj med illustrationer af vennen Michael Kvium og tekst af blandt andre en psykologistuderende, der har fulgt restauranten i et halvt år.
Kilder: Politiken, kvinfo.dk
I videoen øverst på siden, kan du se, hvordan det så ud på Frederikshøj, da telefonen ringede lidt før kl. 9 i morges.