Video: Se det nye Ikea
Få en rundtur i nyt gigant-varehus
Om få dage åbner den nye Ikea i Aarhus, og den er dobbelt så stor som den eksisterende.
Mange har sikkert prøvet at trave rundt på de lange gange med spisestuer, sofaer, skabe og soveværelser på begge sider, mens sveden pibler frem på panden, og man forsøger at drible udenom de andre andre handlende, der er på jagt efter en Söderhamn eller en Byrås.
Nu bliver den tur endnu længere. Knap fire kilometer med gange slynger sig gennem møbler, gryder og lamper, indtil den slutter ved kassen i det nye varehus.
Det nye varehus er 31.500 kvadratmeter fordelt på to etager og ligger på en grund, der er 52.157 kvadratmeter, og der er plads til mere end 1.100 biler på parkeringspladsen. Bygningen har en længde på 153 meter, en bredde på 151 meter og en højde på 20 meter.
Det nuværende Ikea-varehus i Skejby er til sammenligning "kun" 14.000 kvadratmeter.
Den nye Ikea åbner onsdag den 11. juni i Skejby ved Aarhus.
TV 2 | ØSTJYLLAND har været en tur rundt på de lange gange i den nye Ikea. Den rundtur kan du se i indslaget over artiklen.