VIDEO: Metal-fans gik amok til tonerne af Aarhus Symfoniorkester
Metalfans gik amok, da Aarhus Symfoniorkester spillede koncert på festivalen Copenhell
Klassiske toner fra Aarhus Symfoniorkester gav publikum et afbræk fra grove guitarriff, hidsige trommer og dyb growl i weekenden.
20.000 metalfans var troppet op lørdag eftermiddag på metalfestivalen Copenhell på Refshaleøen i København. Foran dem ventede en koncert, som blev noget helt særlig. Både for publikum og orkester.
Symfoniorkesteret har på Facebook delt en video, hvor man kan se, hvor intens en stemning, der var. Se den her
Kommentarfeltet flyder over med ros fra folk, der var til stede ved koncerten.
- Det var en af de bedste koncerter på Copenhell i år!
- Den her koncert er jeg sikker på vil stå skarpt i mit sind, når jeg sidder på plejehjem og headbanger.
Var med fra første tone
Aarhus Symfoniorkester var selvfølgelig spændte på at spille på Copenhell for første gang, men også lidt forbeholdne, fortæller violinist Søs Nyengaard. For hvad ville metalfans mon tænke om den klassiske koncert?
Men det gik over al forventning.
- Publikum var med fra første tone. De forstod os, de forstod musikken. Vi var på bølgelængde fra start, siger Søs Nyengaard, der spiller 2. violin i Aarhus Symfoniorkester.
Det var Troldspejlsværten Jakob Stegelmann, der havde arrangeret koncerten, udvalgt musikken og hyret Aarhus Symfoniorkester. Et projekt mellem værten og Copenhell, der har været tre år undervejs
Der var hentet fra film, tv-serier og computerspil. Men der var også taget kendte, klassiske værker som eksempel kraftfuld Grieg suite.
Et nummer, som gav anledning til en såkaldte ”circle pit”, hvor publikum løb rundt i en stor cirkel foran scenen.
Metalfans er musikelskere
Aarhus Symfoniorkester er vant til at spille på festival. Orkesteret er et fast indslag på Smukfest, men her spiller orkesteret om morgenen, så stemningen er lidt mere stille fra start af, men udvikler sig til god og intens koncert til sidst.
Men fra Copenhell var festivalgæsterne klar fra koncertens start klokken 14.
Læs også
Søs Nyengaard tror på, at symfoniorkesteret og metalfans er et rigtig godt match.
- De er jo i virkeligheden meget intensive musikelskere, måske på et højere niveau end andre festival. De har den der intensitet med musikken, som vi jo også har. Det kunne vi mærke. De var bare tændt. De var helt med. De forstod hver eneste tone, der kom ud, siger Søs Nyengaard.
Det var en chance
Copenhells festivalchef og booker, Jeppe Nielsen, var også meget begejstret for koncerten.
- Koncerten med Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester var en kæmpe oplevelse for Copenhells publikum og tilsyneladende også for musikerne. Vi tog en chance ved at præsentere denne koncert, og det giver jo selvfølgelig stof til behagelig eftertanke, når succesen er så massiv, siger Jeppe Nielsen.
Læs også
Om Aarhus Symfoniorkester skal en tur til festivalen på Refshaleøen næste år, er uvist.
- Vi skal lige holde en smule sommerferie, inden vi begynder at booke kunstnere til vores ti års jubilæum næste år, lyder det fra festivalchefen.
Søs Nyengaard og resten af Aarhus Symfoniorkester gentager gerne oplevelsen næste år.
- Det er nok en af de fedeste oplevelser, jeg har haft længe, siger violinisten.