VIDEO: Kun få havde mundbind på i myldretiden

Kun få på Aarhus Hovedbanegård valgte i eftermiddag at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mundbind i myldretiden. Ekspert er overrasket.

00:23

Se, hvordan der så ud i eftermiddags, da TV2 Østjylland var forbi Aarhus Hovedbanegård.

Indtil nu har danskerne i høj grad efterlevet anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, når det kommer til at begrænse smitten med covid-19 virus. 

Det fortæller professor Michael Bang Petersen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet til TV2 ØSTJYLLAND.

Men da TV2 ØSTJYLLAND i eftermiddag besøgte Aarhus Hovedbanegård, var det de færreste, der bar mundbind - selvom Sundhedsstyrelsen siden fredag har anbefalet, at man bruger det i myldretiden.

Og det kommer bag på professoren fra Aarhus Universitet.

- Overordnet set overrasker det mig en smule, for vi har tidligere set, at danskeren i meget høj grad følger anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, siger Michael Bang Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Mundbind går som varmt brød efter nye corona-anbefalinger

Kan ikke skaffe dem

I fredags udvidede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger om brug af mundbind i særlige situationer og peger nu på, at man med fordel kan bruge et mundbind, hvis man bevæger sig ud i den kollektive trafik.

 - I den kommende tid rykker vi mere sammen, fordi vi vender tilbage på arbejde og uddannelse, og den kolde tid nærmer sig. Det kan gøre det sværere at holde afstand i mange situationer, også selvom man gerne vil. Det gælder f.eks. i den kollektive trafik i myldretiden eller i tætpakkede busser, tog og færger.

- Derfor anbefaler vi nu, at man tager et mundbind med i tasken i de situationer, og tager det på, hvis det er svært at holde afstand, udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fredag i en pressemeddelelse.

Ifølge professor Michael Bang Petersen kan årsagen til de manglende mundbind i myldretiden i dag skyldes, at folk endnu ikke skaffet dem.

Billedet er fra Apoteket i Skejbycentret i Aarhus Nord.

- En afgørende faktor kan være, at folk ikke har haft tid og mulighed for at få mundbind, da flere butikker har meldt udsolgt. Derudover kan det være, at folk ikke er sikre på, hvornår de skal bruge dem, og at smittetallene ikke er så høje lige nu, siger professoren.

Læs også Sådan bruger du et mundbind korrekt

Vi gør, som andre gør

En af de passagerer, TV2 ØSTJYLLAND mødte på Aarhus Hovedbanegård i dag, var Martin Brun Hansen, der var med toget fra Aalborg.

Han har det fint med, at man nu skal bruge mundbind, men han havde ikke noget på i dag.

Den måde, jeg handler på, er påvirket af den måde, du handler på, så hvis jeg ser mange andre, der ikke har mundbind på, så lader jeg også være.

Michael Bang Petersen, professor, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

- Min kæreste og jeg har lige været i Tyskland, hvor vi brugte mundbind, men jeg følte ikke lige et behov for det i den her omgang, sagde han til TV2 ØSTJYLLANDs reporter.

Men spørger man professoren, så kan hans holdning være med til at påvirke andre, fordi vi agerer ligesom folk omkring os.

- En bekymrende ting kan være, at den måde, jeg handler på, er påvirket af den måde, du handler på, så hvis jeg ser mange andre, der ikke har mundbind på, så lader jeg også være, siger Michael Bang Pedersen.

Sundhedsstyrelsens vejledning. Foto: Sundhedsstyrelsen