VIDEO: Danmarks Største Fredagsbar er i gang
Der er udsolgt på Danmarks Største Fredagsbar, hvor der dagen igennem er sportsarrangementer og masser af festligheder.
Danmarks Største Fredagsbar er i fuld gang i Uniparken i Aarhus. Arrangementet er fuldstændig udsolgt, og man har været nødt til at oprette ventelister.
I løbet af formiddagen har de studerende kæmpet om æren i fodbold, håndbold og så videre, mens eftermiddagen og aftenen er præget øl-stafet, musik og fest.
- Det går glimrende. Lige nu drypper det meget lidt, men når det er sagt, har vi haft rigtig godt vejr – især i dagene op til, så der ingen mudder overhovedet, siger fredagsbarens projektleder, Mathias Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND. Arrangementet er arrangeret af Studenterrådet ved Aarhus Universitet.
Læs også
Netop regn har ellers været et fast tema gennem årene. Skal man tro vejrudsigten slipper de mange festglade mennesker da også for det helt store regnskyl i løbet af dagen.
- Det har ellers været tradition, at det har regnet, været mudret og koldt, siger Mathias Madsen.
Pludselig kom der stor interesse
Tidligere har der været op mod 15.000 deltagere, men det er i år blevet nedjusteret. Egentlig arbejdede man først ud fra et udgangspunkt, der hed 10.000, men på grund af stor efterspørgsel udvidede man til 12.000.
- Pladsen er meget aflang, så for at undgå for mange flaskehalse, har vi nedjusteret det for at sikre en større kontrol med, hvad der sker på pladsen, siger Mathias Madsen.
Corona har spændte ben for festdagen sidste år, og der har også længe været usikkerhed omkring dette års arrangement.
Med garanti for, at arrangementet blev til noget, kom der også pludselig fart på billetsalget for en uge siden.
- Vi havde ikke regnet med, at vi skulle få udsolgt. Det havde vi godt nok ikke. Der kom pludselig fart på, da folk kunne se, at man skulle være hurtig for at få en billet, siger Mathias Madsen.
I løbet af dagen spiller kunstnere som Hans Philip, Noah Carter og Emil Lange.