Viby-rektor forstår Langkærs regler om fredagsbøn

Gymnasiet i Viby er også opmærksom på fredagsbøn og lignende religiøse handlinger

Foto: Pressebillede / Google Streetview

Langkær Gymnasium og stedets rektor Yago Bundgaard har været i vælten den seneste uge. Først var det, fordi skolen har valgt at inddele elever efter etnicitet, og nu er det et forbud mod kollektiv fredagsbøn, der skaber røre. Men hos Viby Gymnasium har rektoren forståelse for reglementet.

- For mig handler det om, hvorfor eleverne vil bede. Hvis det handler om noget individuelt meditativt, så er det fint, men det bliver et problem, hvis der kommer social kontrol. Altså hvis elever begynder at kontrollere hinanden i forhold til eksempelvis at bede fredagsbøn, så er det ikke okay, forklarer rektor på Viby Gymnasium, Lone Sandholdt, til tv2oj.dk.

Læs også Ministeren godtager Langkærs etniske opdeling

Hun fortæller, at det ikke har været nødvendigt med et ordensreglement hos dem, da der ikke har været et ønske fra mange elever om at bede fredagsbøn eller andet religiøst.

- På Langkær er drenge og piger også blevet opdelt i forbindelse med bønnen, og det er for mig ikke foreneligt med et skolemiljø. Så hvis vi kommer i samme situation, vil vi reagere på det, lyder det fra Lone Sandholdt.

02:27

Rektor på Langkær Gymnasium, Yago Bundgaard, har tidl. sagt sådan her om debatten.

Luk video

Rektoren slår også fast, at det ikke kun er fredagsbønnen, der kan blive et problem. Hvis en større gruppe ønsker at bede bordbøn, vil hun også gribe fat i det.

- Jeg ville tage en snak med dem og finde ud af, hvad det går ud på, og hvorfor de gør det. De sender nogle signaler, som kan være uhensigtsmæssige, mener hun.

Lone Sandholdt frygter, at visse elever ville blive ekskluderet fra et fællesskab hos andre, og det ønsker man ikke.