- Vi skal spille kvikt og hurtigt
AGFs Steffen Rasmussen om søndagens topkamp mod Viborg FF i 1. division
AGF er inde i en god stime, og holdet har ikke tabt en kamp i 1. division siden den 2. november sidste år.
Dengang var modstanderen Viborg FF, som vandt opgøret med 3-0.
Netop Viborg FF kommer søndag på besøg i Aarhus, hvor aarhusianerne skal forsøge at revanchere sæsonens to nederlag til de grønblusede på henholdsvis 2-0 og 3-0.
- De kampe forløb meget på deres præmisser, og kampene blev fysiske, hvilket de er gode til. Det skal vi undgå i morgen (søndag, red.), siger AGFs Steffen Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med en sejr i søndagens kamp kan AGF-spillerne for alvor begynde at dufte Superligaen. Lykkedes det at hente alle tre point vil aarhusianerne have slået et hul på otte point ned til Lyngby på den anden side af oprykningsstregen.
Men Viborg FF er en svær modstander, som man ifølge AGF-anføreren skal have respekt for. Viborg FF har blot tabt en enkelt kamp i sæsonen, og holdet har kun lukket 12 mål ind i 24 kampe.
Se: AGF fortsætter liga-kursen
- Vi skal undgå, at det bliver på deres præmisser. Det gør vi ved at turde spille kvikt og hurtigt. Det bryder de sig ikke om, og så undgår vi mange dueller. Vi kan selvfølgelig godt tage duellerne, men det er bedre, hvis vi kan spille hurtigt rundt om dem, siger Steffen Rasmussen.
AGF har tilspillet sig en gunstig situation i forhold til oprykning, men vejen til Superligaen er fortsat lang.
- Vi er vidende om, at vi har tilspillet os en fin situation, men omvendt er der stadig lang vej og meget at spille om. Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at vinde alle kampe, siger Steffen Rasmussen, der tror på en aarhusiansk sejr på 2-0.
Topkampen mellem AGF og Viborg FF spilles søndag klokken 15.30 på NRGi Park i Aarhus.
Efter weekendens kampe i 1. division resterer der otte runder, inden billetterne til Superligaen uddeles.