Venner mindes Lauge
Støtter hinanden efter dødsfald
Mens de fleste klassekammerater er i Frankrig, sidder nogle få hjemme i Egaa og forsøger at bearbejde sorgen over tabet af deres klassekammerat, den 19-årige gymnasieelev Lauge Jon Eilrich fra Egaa, der torsdag morgen afgik ved døden på en skitur i Frankrig.
Den 19-årige faldt ned fra en altan på 5. sal. Han var i live da han blev fundet og kunne selv gå ind i ambulancen, men døde få timer senere på hospitalet.
Camilla Yderholm og Julie Svendsen er to af de piger fra klassen, der ikke er med i Frankrig. De fik den triste nyhed allerede tidligt torsdag morgen og har siden forsøgt at støtte hinanden i deres sorg.
- Det er ikke til at holde ud at være alene. Det er bedre at vi er sammen og mindes alle de gode ting vi kan huske om Lauge. Han var en rigtig god kammerat, som vi alle holdt så meget af. Han var altid midtpunktet og den der fik os til at smile, fortæller de to piger til TV2 | ØSTJYLLAND.
Lige som flere andre elever og forældre på gymnasiet har de lagt blomster foran gymnasiets hovedindgang.
-Uvisheden om, hvad der skete i Frankrig gør rigtig ondt. Og det er svært at finde ud af, hvordan vi skal bearbejde det. Så vi prøver i stedet at mindes den begavede og sjove kammerat, han var, siger Julie Svendsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.