Velgørenhedspenge til skilte
Cykelløb er blevet for stor en succes
Arrangøren af et årligt velgørenhedscykelløb i Aarhus er utilfreds med, at Aarhus Kommune nu kræver skiltning til løbet.
Det vil nemlig fjerne 15.000 kroner af det overskud, der plejer at gå til syge børn:
- Aarhus Kommune profilerer sig så meget med, at man har frivillige, og at man så gerne vil have folk til at gøre noget frivilligt arbejde, og her synes jeg, man sætter en kæp i hjulet, siger arrangøren af cykelløbet, Allan Søndergaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hver sommer de seneste fire år har han og en gruppe frivillige afholdt velgørenhedsløbet "Giv 24 timer" til fordel for børnene på kirurgisk sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital uden problemer.
Aarhus Kommune fortæller, at de ved sidste års cykelløb fik klager fra folk, der følte sig generet af cyklister i høj fart. Derfor kræver kommunen, at der bliver opsat en række skilte rundt om Brabrand Sø i forbindelse med løbet:
- Som vi oplever det, så bliver de en større og større succes, og det er jo dejligt, fordi der kommer flere og flere penge til det her formål, så nu er vi ved at være i en størrelsesorden, hvor vi ikke længere kan sige, at det er en bagatel, lyder det fra Kim Gulvad, der er driftschef i Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.
Allan Søndergaard kan dog ikke se, hvordan deltagerne er til fare eller gene for andre:
- Der er ingen som helst trængsel herude på noget tidspunkt, siger han.
Hør mere om sagen i indslaget øverst på siden.