Arkæologer fra Moesgaard Museum har fundet et velbevaret jernaldersamfund fra tiden omkring Kristi fødsel.
Opdagelsen er blevet gjort på en mark ved Engskovvej i nærheden af Skødstrup nord for Aarhus.
Neden for jernalderlandsbyen er der desuden fundet flere moser, hvor der er blevet ofret både mennesker og hunde.
Offermosen befinder sig i dag fire meter under jordoverfladen. Ansatte fra Moesgaard Museum er nu gået i gang med at udgrave den.
I den tidlige jernalder blev mosen brugt til omfattende tørvegravning, og flere hundrede år senere opstod en helt særlig offerskik, hvor mennesker og hunde blev dræbt og lagt ned i de gamle tørvegrave som offer til guderne.
VIDEO: Kig indenfor på nyopdaget jernalderboplads
Menneske og hunde ofret
Indtil videre er der fundet et menneskeskelet samt otte hundeskeletter. Hundene lå sammen med tre fortøjningspæle af træ.
- Vi havde store forventninger til udgravningerne, fordi der tidligere er fundet både grave og andre ofre i området, men de nye fund mere end indfrier alle forventningerne, og at vi finder et menneskeskelet er prikken over i'et, siger arkæolog og udgravningsleder Per Mandrup i en pressemeddelelse.
Fagfolk er nu i gang med at undersøge skelettet.
- Der er tale om skelettet af en ung kvinde i 20'erne, og fundet bringer os allerede nu helt tæt på mennesket og offerskikken i den ældre jernalder, siger Per Mandrup.
Ud over offermoserne er arkæologerne i gang med at udgrave en større landsby, hvor både en brolagt vej og husgulve er bevaret, og ved tidligere udgravninger er en tilhørende gravplads blevet undersøgt.
Det er meningen, at området ved Skødstrup senere skal bebygges. Moesgaard Museum håber dog, at den brolagte vej kan bevares på samme sted, som den findes i dag.
TV 2 | ØSTJYLLAND har senere onsdag mere om fundet på både tv og web.