Vejarbejde lukker central vej hele ferien
Ombygningen af Frederiks Allé fortsætter, så en del af vejen spærres for bilister under Kristi Himmelfartsferien.
I Kristi Himmelfartsferien vil der blive lagt sidste hånd på arbejdet på Frederiks Allé. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det betyder, at en del af vejen blive spærret for bilister fra torsdag d. 26. maj kl. 07.00 til og med søndag d. 29. maj kl. 22.00. Det drejer sig om strækningen fra Frederiksbjerg Torv til Jægergårdsgade, og der vil altså være lukket for gennemkørsel i fire dage.
I den periode skal der laves helleanlæg, lægges asfalt på cykelstierne og flyttes lyssignaler.
Det er ikke første gang, det stykke af Frederiks Allé er blevet spærret pga. vejarbejde. Over flere omgange er der blevet arbejdet på strækningen som led i en større ombygning af Frederiks Allé, der blandt andet skal sikre bedre fremkommelighed for busser og bløde trafikanter, ligesom torvet ved Lundingsgade nær 7-Eleven-butikken skal laves om.
Læs også
Til gengæld skulle afspærringen denne gang være den sidste.
Beboere og virksomheder i området er ifølge Aarhus Kommune blevet informeret om vejarbejdet, og der vil være omkørselsskilte i området.
På midttrafik.dk kan man læse om eventuelle ændrede busruter.