Vega slap af med angsten med effektiv metode
Behandlingsforløb fik 11-årige Vega ud af angsten. Ekspert forklarer, hvad forældre kan være opmærksomme på.
Billeder af indbrudstyve, der kom ind ad vinduet og ville slå hende og moren ihjel. Det var virkeligheden i 11-årige Vegas liv, når hun skulle sove, indtil for ni måneder siden.
- Eksempelvis hvis de ville slå mig eller min mor ihjel, siger 11-årige Vega Spring.
Hun har diagnosen angst og måtte sove inde hos sin mor. Men familien blev en del af Aarhus Kommunes Cool Kids, der er et angstbehandlingsforløb, som har vist rigtig god effekt både som gruppebehandling og individuelt.
- Altså jeg havde det virkelig svært. Jeg blev virkelig bange, inden jeg skulle i seng, fortæller Vega om nætterne, hvor hendes fantasi fandt på uhyggelige ting.
Og for hendes mor, Jeanette Spring, har forløbet også vendt situationen.
- Det her gør en kæmpe forskel, og vi skal ikke have kampene hver aften, siger moren.
- Man føler sig magtesløs, en ting er, når hun sover, men så er der også hår og tøj, der skal sidde på en bestemt måde, fortæller Vegas mor, Jeanette Spring.
Vil gøre en forskel for andre
Og forløbet har også gjort, at hendes diagnose ikke længere er tabu. Derfor er hun klar til at hjælpe andre.
- Engang var jeg rigtig flov over det. Men i dag er jeg ok stolt, fordi jeg har kunnet klare nogle ting, og så vil jeg gerne fortælle om det. For hvis bare det kan hjælpe nogle andre med angst, vil jeg gerne det, siger Vega.
Ifølge internationale undersøgelser lider fem-ti procent af alle børn af angst.
- Det er svært at beskrive, men man kan føle sig lidt panik-agtig, forklarer Vega.
Ph.d. og professor Mikael Thastum fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet bragte metoden til Danmark fra Australien i 2008.
Ifølge ham handler det om at lære børnene at forholde sig undersøgende til de mere urealistiske tanker, forklarer han.
- Hvis angsten er urealistisk og ikke alderssvarende, og hvis det går ud over ens liv, så kan det udvikle sig til et problem, siger professoren til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er noget af det, man behandler under forløbet, hvor børnene lærer, at det frygtede ikke var farligt. Derfor foregår det også gradvist.
Forældre kan videregive frygt
Og forældrene er i høj grad en del af sessionerne.
- Som forælder kan man nemt komme til at passe for meget på sine børn, og det kan fastholde dem i, at omverdenen er farlig, og så bliver børn ikke testet af, mener Mikael Thastum.
Læs også
Derfor er overbeskyttelse og overbekymring noget, man kan være opmærksom på som forælder.
- Man kan komme til at overføre det til børnene. Man lærer barnet at være bange for xx, og det kan være med til at vedligeholde angsten. Derfor lærer vi også forældre at undersøge deres egne tanker, siger Mikael Thastum.