Vaskebjørn under kniven på museum
Naturhistorisk Museum i Aarhus forstår ikke forargelse over dissektioner
Debatten om hvorvidt man offentligt bør dissekere dyr raser i Danmark og ikke mindst i udlandet. Men på Naturhistorisk Museum i Aarhus fortsætter man ufortrødent, og her forstår man ikke kritikken.
Fredag var cirka 200 voksne og børn samlet for at se en lille vaskebjørn blive skåret op, og hver dag i efterårsferien er et nyt dyr under kniven på Naturhistorisk Museum i Aarhus, og det er ikke noget nyt, for sådan har det altid været.
- Jeg tror, at vi har haft 40.000 mennesker inde og se dissektioner, siger Henrik Sall, der er vicedirektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Netop derfor vækker gårsdagens forargelse over en dissektion af en løve i Odense og historien om giraffen Marius forundring.
Forstår ikke forargelsen
- Det forstår vi jo slet ikke. Vi har gjort det i mange, mange år og har haft stor succes med det. Det giver en god indsigt i, hvordan dyr ser ud indeni, siger Henrik Sall.
I 2014 kom museet i søgelyset på grund af en opsprættet ulv, hvor udenlandske journalister ikke forstod formålet, og året forinden var det en løve, der kom under kniven, men dengang lød der ingen kritiske røster
Tjener et større formål
Det hele tjener et større formål, lyder forklaringen:
- Det er ikke noget, vi bare gør for sjov, eller fordi vi vil lave et show ud af det. Vi forklarer altid, hvad det er vi gør og giver det en mening, siger Henrik Sall.
Blandt de mange publikummer i salen denne fredag, var der heller ikke forståelse for, at det er uegnet for børn.
- Jeg kan slet ikke forstå det hysteri, der er omkring det, siger Vita Høgh fra Aarhus.
Du kan se mere om sagen i tv-indslaget øverst på siden