Varmemålere skal udskiftes
Fjernvarmeforbrugerne kan spare penge på nye målere
Fjernvarmeforbrugerne skal have nye, intelligente fjernvarmemålere. Det oplyser det kommunale forsyningsselskab AffaldVarme i en pressemeddelelse.
Systemet indeholder fjernaflæsning og lækagekontrol, og de enkelte forbrugere får mulighed for at følge deres daglige forbrug på internettet eller mobilen.
AffaldVarme Aarhus vil give kunderne adgang til information om den løbende udvikling i deres private varmeforbrug. Informationen gives i en visuelt overskuelig form via internettet og mobiltelefonløsninger.
- Vores hensigt er at afskaffe de årlige selvaflæsningskort og i stedet give kunden en simpel oversigt over privatforbrugets udvikling over dagen og ugen. Så kan kunden umiddelbart se en sammenhæng mellem adfærd og højt forbrug. Når kunden bliver bevidst om, hvad adfærden rent faktisk koster, har vedkommende større incitament til at regulere på dette, siger affaldvarmechef Bjarne Munk Jensen i en pressemeddelelse.
AffaldVarme Aarhus samarbejder på nuværende tidspunkt med Fjernvarmens Udviklingscenter, COWI og Teknologisk Institut om at skaffe midler til et fælleseuropæisk projekt.
Projektet kan gøre AffaldVarme Aarhus-modellen til forbillede for en række europæiske storbyer, der er ved at opbygge nye fjernvarmenet. Løsningen kan dermed blive springbræt for øget eksport af dansk fjernvarmeteknologi.
Målerne udskiftes i løbet af de næste fem år.