Varevogn kolliderer med letbanetog

Ingen personer er kommet til skade, da en varevogn tirsdag ved middagstid kørte sammen med letbanen.

Tirsdag klokken 11.45 er en varevogn og et letbanetog kørt sammen i krydset ved Stockholmsgade og Randersvej i det nordlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Det er endnu uvist, hvordan uheldet præcist er sket, men ifølge politiet lyder de foreløbige meldinger på, at føreren af bilen har fejlaflæst signalanlægget og derfor er kørt ind foran letbanetoget.

Det forklarer Janni Lundager, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.

Hun fortæller videre, at der ikke er meldinger om personer, der er kommet slemt til skade.

Der har ikke været behov for at tilkalde ambulancer, men der er sket materielle skader, siger Janni Lundager, Østjyllands Politi.

Hun oplyser, at varevognen er bugseret væk fra letbanesporet, og at Østjyllands Politi arbejder fortsat på stedet.

Forsinkelse den næste times tid

Midttrafik oplyser på sin hjemmeside, at letbanens kørsel mellem Aarhus H og Universitetshospitalet er genoptaget, men at der forventes forsinkelse på afgange mellem Lystrup og Grenaa frem til ca. kl. 15.15.