Vanvidskørsel endte i knivstikkeri
En mand kørte bevidst ind i cyklist og forsøgte også at køre børn ned. Efterfølgende udviklede vanviddet sig til et knivstikkeri.
Manden kørte i en sort offroader ind i Kalmarsgade i Århus Nord omkring kl. 15.30. Ifølge øjenvidner kørte han ind i andre biler, ind i hækken og påkørte derefter bevidst ind i en cyklist. Vanvidsbilisten forsøgte også at påkøre legende børn og andre tilfældige fodgængere.
Efterfølgende standsede manden bilen og løb ind i en opgang. Hvad der skete derinde, er endnu uvist, men kort efter kom manden ud igen. Han blev forfulgt af en anden mand og de kom i voldsomt håndgemæng, der endte på jorden. Her blev en af dem stukket med adskillige knivstik. Hvem der var knivstikkeren, er ikke afklaret.
Knivstikkeren blev efterfølgende overmandet af to håndværkere og en pædagogmedhjælper, der alle tre tilfældigt var i området.
Knivstikkeren er nu anholdt af politiet. Tilstanden hos personen, der blev stukket, er ikke kendt.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.