Vammen i Vild med dans
Helge Vammen kridter danseskoene
Den aarhusianske gymnast fra VIK i Vejlby ved Aarhus skal være med i dette års 'Vild med dans' på TV2.
- Det er en kæmpestor udfordring for mig. Det bliver spændende og super sjovt at kaste mig ud i noget, jeg ikke har særlig godt styr på. Derudover er det også en gode måde at sætte fokus på idrætsgymnastik, siger Helge Vammen.
Den 28-årige gymnast begynder træningen frem mod det populære tv-program om nogle dage, men han kan endnu ikke afsløre, hvem der bliver hans dansepartner.
Helge Vammen har netop afsluttet sin kandidat, og ved siden af gymnastikken har han et deltidsjob, men han er forberedt på, at dansen kan komme til at tage meget af hans tid.
- Jeg tror, jeg har tid til det hele, men det kan godt blive lidt presset, men det skal jeg nok finde ud af, siger Helge Vammen.
Han fortæller, at han ikke tidligere har den store erfaring med at danse, og at han faktisk ikke helt ved, om han har rytme i kroppen.
- Jeg starter helt fra nul eller måske endda fra minus fire. Jeg er helt på bar bund, siger Helge Vammen.
Udover Helge Vammen er blandt andre Astrid Krag, Paprika Steen, Line Kruse og Ditte Ylva Olsen klar til efterårets omgang 'Vild med dans', som begynder den 12. september på TV2.