Valgkampen er for alvor i gang
Politikere skyndte sig på gaden efter statsministerens pressemøde
- Tiden er den rette. Nu er det op til danskerne. Sådan lød ordene fra statsminister Helle Thorning-Schmidt denne formiddag.
Det var ord, som mange østjyske folketingskandidater havde ventet på i månedvis: Et endeligt grønt lys for et folketingsvalg.
Folketingsmedlem Jens Joel fra Socialdemokraterne var samlet med sine kampagnefolk og medlemmer af Socialdemokratisk Ungdom (SDU) for at overvære statsministerens pressemøde klokken 11 i dag.
Da hun forlod talerstolen efter at have bebudet det kommende valg, lød der klapsalver og pift fra den aarhusianske politiker og hans folk.
- Turen bliver hektisk. Turen bliver hård, men de (kampagnefolkene, red.) elsker det alle sammen. Man kan næsten se det på dem, at de glæder sig til ikke at sove i tre uger og bare leve af kaffe og hvidt brød, siger Jens Joel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortsætter:
- Jeg er jo spændt, men jeg glæder mig også til at komme på gaden og diskutere politik med aarhusianerne og østjyderne.
Efter de første umiddelbare glædesudbrud, bevæbnede Jens Joel sig med røde roser og gik på Strøget i Aarhus for at møde vælgerne. Det var ikke alle, der havde hørt statsministerens tale, så for nogen, var det første gang, ar de hørte beskeden om valget.
Folketingsvalget bliver afholdt den 18. juni.
I videoen øverst i artiklen kan du blandt andet se, hvordan stemningen blandt de socialdemokratiske valgfolk var kort efter, at statsministeren udskrev valget.