Valg-chikane i Aarhus
Politikere fra begge ender af de politiske fløje er blevet udsat for valg-chikane
Enhedslisten og Dansk Folkeparti har ikke meget til fælles, men dog lidt.
Begge partier har eksempelvis fået generet deres valgkamp på grund af politisk chikane og hærværk mod valgplakater.
- Jeg har oplevet at blive antastet af unge, der har en meget truende adfærd, og som råber ting som 'zionistsvin' og 'bøsserøv' efter mig, siger Michael Nedersøe, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hans private bil er udstyret med billede og partilogo af kandidaten (se billede øverst i artiklen), og han er derfor nemt blevet identificeret, oplyser han selv.
Også i Enhedslisten har oplevet en form for chikane. Her har man konstateret, at flere af partiets valgplakater er blevet revet ned.
- Det er helt uacceptabelt, at sådan noget sker. Det er trist for demokratiet, siger Enhedslistens spidskandidat i Aarhus, Nikolaj Villumsen, i en pressemeddelelse.
Michael Nedersøe har oplevet valgplakater, der er revet i stykker eller skrevet 'racist' på. Og han er heller ikke tilfreds med behandlingen.
- Jeg synes, det er noget forbandet svineri, for vi lever i et demokratisk land, og nogen har en mening, og andre har en anden mening, siger han.
Han har politianmeldt en enkelt episode, hvor han var udsat for truende adfærd i forbindelse med, at han holdt i et lyskryds i sin bil.